Fødevarebranchen skal vinde på design
Workshop og seminar skal give innovativt design og vækst i fødevarebranchen.
Fødevarebranchen og industrielle designere skal med en offensiv fra ID-Forum bringes sammen. Som industrielt designcenter er ID-Forum bekymret over, at der en synlig mur mellem de to parter. På den ene side af muren sidder designere, som er kompetente og kan tilføje vækst med innovation. På den anden side af muren sidder beslutningstagere i fødevarebranchen og kan få statsstøtte til at produktudvikle.
Det er ID-Forums erfaring, at andre brancher er bedre til at skabe vækst gennem innovativt design.
"Vi vil bryde muren mellem designere og fødevarebranche ned og skabe et samarbejde, som giver innovation, arbejdspladser og bedre produkter til forbrugerne", siger projektkoordinator Thomas Seiersen fra ID-Forum.
Første skridt er en workshop d. 25. februar 2004 i Tobaksgården i Horsens mellem designere og fødevarebranche, som vil give ideer til nye produkter og nye samarbejdsmuligheder et sted mellem jord og bord. Andet skridt er et seminar d. 22. april 2004 i Tobaksgården i Horsens, hvor ideer til produkter, ID-Forums mission samt visioner fra eksperter i fødevarebranchen vil blive præsenteret.
ID-Forum inspirerer erhvervslivet til at integrere design i virksomhedernes udvikling. Forbindelsen mellem virksomheder og designere skaber værdi. ID-Forum hjælper erhvervslivet med at finde designfirmaet. |