Nyhedsbrev april 2006
Kære læser
ID-Forum er igen på banen med fuld kraft, i vores rolle som det naturlige omdrejningspunkt i formidlingen af viden om design-anvendelse. Vi ser frem til at kunne knytte en mængde kontakter mellem virksomheder og designere omkring frembringelsen af nye spændende produkter.
Vi er et nyt team hos ID-Forum. Sekretariatet består af Hanne Andersen (sekretariatsmedarbejder), Jan Vester Sørensen (praktikant), og jeg selv, Jakob Rothborg (projektleder). Jeg har tidligere arbejdet med danske virksomheders eksportfremstød på den Danske Ambassade i Finland og har været konsulent i Danske Bank.
Da ID-Forum har fået nye medarbejdere, har det været nødvendigt at strukturere både viden og akkumuleret erfaring. Derfor har vi brugt et par måneder på at skabe system i vores databaser, knytte nye kontakter (genoptage gamle!) og stable nye projekter på benene. Efter dette forarbejde står vi nu stærkt og er klar til at iværksætte en række aktiviteter, til gavn for vores brugere. Vi har taget hul på et nyt kapitel, med ny energi, og nye perspektiver på opgaverne.
Det er mit ønske, at ID-Forum bliver et lettilgængeligt og åbent sted, hvor alle input, forslag og forespørgsler er velkomne. Jeg vil opfordre til, at man bruger ID-Forum og har os i tankerne, hvis man ønsker et forum for en præsentation, et foredrag eller en udstilling. Derigennem bliver ID-Forum et nyttigt og interessant knudepunkt for erfaringsudveksling, skabelse af netværk og idégenerering.
"Den slagne vej er for de slagne" siger man, og det er derfor vores ambition at gøre ID-Forum til et samlingspunkt, hvor man finder viden og inspiration til at gå nye veje, nytænke produkter, og samarbejde om nye projekter. Det overordnede mål er at skabe vækst og udvikling for alle involverede parter.
ID-Forum bliver stedet, hvor man opdaterer sin viden om nye trends i innovation, design og markedstendenser. Vi vil derfor allerede nu indbyde til et spændende foredrag om innovation. Foredraget holdes d. 17. maj af den anerkendte amerikanske innovationsguru Dr. James Higgins. Han vil give os sit internationale perspektiv på innovation som konkurrence-parameter. Detaljerne vedrørende foredraget (tilmelding, tid, sted, mv.) findes i dette nyhedsbrev under overskriften "Foredrag med Dr. James Higgins". Øvrige foredrag vil blive annonceret løbende.
ID-Forum lancerer en forbedring af sponsorkonceptet med begyndelse i næste måned. Vi giver nu sponsorer gratis adgang til vores arrangementer. Desuden vil vi i fremtiden udvide antallet af samarbejdspartnere og forhåbentlig kunne give vores sponsorer rabatter på arrangementer hos disse.
Hos ID-Forum aflægger vi gerne besøg i virksomhederne. Vi lægger vægt på den personlige kontakt, da den giver os et bedre billede af vores brugeres spidskompetencer, særlige ønsker og visioner. Vi får derigennem værdifulde inputs til brug i vores anvisningsopgaver, kursusforløb, foredrag og udstillinger.
I det følgende kan du se de aktiviteter, som ID-Forum arbejder med i øjeblikket. Som det fremgår, er der allerede nu hektisk aktivitet i sekretariatet omkring en række spændende opgaver. Men dette er kun begyndelsen.
På gensyn i ID-Forum.
Med venlig hilsen
Jakob Rothborg Projektleder, ID-Forum
|