PVC
PVC Informationsrådet og ID-Forum indbød i samarbejde med Plastindustriens Designklub til PVC-Materiale-Marathon torsdag d. 18. maj 2006. Herunder følger arrangementsprogrammet.
10.30 – 11.00 PVC Design 2006
Ole Grøndahl Hansen (Direktør PVC Informationsrådet)
Ole Grøndahl Hansen byder velkommen, og giver en introduktion til PVC-materialet, og fortæller om projekt PVC Design 2006, som PVC Informationsrådet gennemfører i samarbejde mellem ID-Forum og Arkitektskolen Aarhus. Præsentationen vil indeholde en kort indføring i de miljø- og sundhedsmæssige aspekter, der knytter sig til anvendelsen af PVC, og der vil blive redegjort for, hvilke tiltag industrien gennemfører i disse år for at imødegå de miljø- og sundhedsmæssige udfordringer, industrien står overfor.
11.00 – 11.10 ID-Forum og PVC Marathon
Kaare Sølvsten (Arkitekt, Næstformand ID-Forum)
ID-Forums næstformand, Kaare Sølvsten, fortæller om, hvorfor ID-Forum har ønsket at medvirke til at arrangere et Materiale-Marathon om PVC. Formålet er blandt andet at give designere en mulighed for at få en dybere indsigt i et materiale – både teknisk og miljømæssigt - som de måske på et forkert grundlag, har fravalgt. Forhåbningen er, at kendskabet til et mere eller mindre ukendt materiale kan inspirere designere til at fremstille nye og grænseoverskridende produkter.
11.10 – 11.20 Plastindustriens designklub
Eskild Højland designer, Coloplast A/S , Formand for Plastindustriens Designklub
Plastindustriens designklub har til formål at øge designernes kendskab til plastmaterialerne og til fremstilllingsprocesserne og samtidig lære industrien at arbejde med industrielle designere. Dette er baggrunden for, at designklubben har valgt, at årets temadag falder sammen med PVC-Materiale-Marathon i Horsens. Formanden for klubben, industriel designer Eskild Højland fra Coloplast A/S, fortæller i sit indlæg blandt andet om, hvilke tekniske årsager, der ligger til grund for, at hans egen virksomhed, Coloplast A/S, anvender PVC i nogle af deres stomi-produkter.
11.20 - 11.30 Strække-ben-pause
11.30 - 12.00 PVC for Life and Living
Martyn Griffiths Communication Manager ECVM, Belgien
Martyn Griffiths er kommunikationschef hos European Council For Vinyl Manufactureres (ECVM), der repræsenterer de europæiske PVC-råvareproducenter. Martyn Griffiths vil i sit indlæg fortælle om et designprogram, der startede i 1999. Programmet hedder PVC for Life and Living og har til formål at inspirere unge designere rundt omkring i Europa til at få øjnene op for PVC-materialets æstetiske muligheder. Programmet har indtil i dag samarbejdet med unge designere fra forskellige europæiske lande heriblandt Italien, Belgien, Storbritannien, Spanien, Sverige og Tyskland. Martyn Griffiths fortæller om baggrunden for programmet og om de designobjekter, der forløbig er kommet ud af det.
12.00 – 12.30 Italian PVC design for Advanced learners
Riccardo Giovanetti, designer, Studio Giovanetti, Italien
Riccado Giovanetti, der er en af Milanos aktuelt mest interessante udstillingsdesignere, har designet en lang række udstillinger rundt omkring i Europa samt PVC Informationsrådets udstilling i Tobaksgården. Sidst har Giovanetti gjort sig bemærket med en af de mest opsigtsvækkende udstillingsstande ved møbelmessen i Milano i april. Giovanetti, der også selv designer objekter i PVC, fortæller om de forskellige PVC designobjekter, som udstilles i Tobaksgården, og han fortæller tillige om den website, han har designet for ECVM om PVC-design. En website som senere på året vil komme i en dansk version målrettet skandinaviske designere.
12.30 – 13.30 Frokost
13.30 – 14.00 PVC-materialets tekniske muligheder
Per Skjellaug teknisk chef Hydro Polymers, Norge
PVC-materialet udmærker sig ved at være et af de mest alsidige plastmaterialer på markedet. Via tilsætning af forskellige tilsætningsstoffer kan materialet opnå utallige forskellige egenskaber. Det er materialets unikke modtagelighed for tilsætningsstoffer, der gør det muligt at fremstille alt lige fra kloak-rør til kateter-slanger. Per Skjellaug fra Hydro Polymers vil i sit indlæg give en introduktion til PVC-materialets tekniske egenskaber.
14.00 – 14.20 Opskummet PVC
René Stauning direktør DIAB A/S
DIAB producerer i opskummet PVC, som er en PVC-type, der først og fremmest anvendes til fremstilling af vindmøllevinger, men også i tog, fly og skibe. Kort sagt i produkter hvis primære formål er, at de skal i bevægelse. Opskummet PVC finder også anvendelse i begivenhedsindustrien, blandt andet inden for teaterscenografi. René Stauning vil fortælle om, hvorfor netop PVC anvendes i disse såkaldte sandwich-konstruktioner. DIAB deltog i PVC Informationsrådets tur med designstuderende og har medvirket ved fremstillingen af flere af de prototyper, der kan ses på udstillingen i Tobaksgården.
14.20 – 14.40 Ekstruderede slanger og profiler
Jan Grøndahl-Hansen teknisk direktør Totax Plastic A/S
Totax Plastic A/S fremstiller slanger og profiler i både PVC og andre plastmaterialer. Teknisk direktør Jan Grøndahl-Hansen fortæller om ekstruderingsteknikken og kort om et udsmykningsprojekt, som er blevet gennemført sammen med designere fra stormagasinet Illum i København. Et eksempel på et ekstruderet emne kan ses på udstillingen, hvor en af de designstuderende har fremstillet en stol, hvor ekstruderede, farvede, PVC-bånd udgør stolens sæde.
14.40 – 15.00 PVC and space
Tatjana Kaper daglig leder Scenesans
Scenesans er en norsk virksomhed, som er kendt for sine kreative, stilrene og visuelt stærke løsninger inden for scenografi, hvor brug af lyseffekter er et gennemgående tema i designet. Tatjana Kaper, der er daglig leder i Scenesans, fortæller om, hvilke muligheder PVC-materialet giver, når man beskæftiger sig med grænseoverskridende løsninger inden for moderne ofte tredimensionelt teaterdesign.
15.00 – 15.20 Designstudiet på Arkitektskolen Aarhus
Kätte Bønløkke lektor Arkitektskolen Aarhus
Studiekoordinator lektor Kätte Bønløkke fra Institut for Design på Arkitektskolen Aarhus fortæller kort om indholdet i et langt designstudieforløb. Hvad lærer de studerende egentlig på et sådant studieforløb, og hvordan sikres det, at de færdiguddannede kan bidrage til, at virksomheder udvikler produkter med et bedre design?
15.20 – 15.40 En designstudent og PVC
Jeppe Kastberg Olesen, studerende Arkitektskolen Aarhus
I februar havde PVC Informationsrådet 21 designstuderende på en studietur, hvor tre PVC-virksomheder blev besøgt. Formålet var blandt andet, at de studerende skulle fremstille skitser til PVC-designobjekter. Tre af de 21 skitser blev præmieret. En af de præmierede var Jeppe Kastberg Olesens ”Aero Drift” – et hængede møbel, der fortrinsvis skal vække børns nysgerrighed og skabe en sjov form for læring om balance og bevægelse gennem leg. Jeppe Kastberg Olesen fortæller om sin design-idé.
15.40 – 17.00 BESØG PÅ PVC-DESIGN UDSTILLINGEN |